Sådan dækker din ulykkesforsikring

Ved du, hvad din ulykkesforsikring dækker, og hvad vi som forsikringsselskab kan hjælpe dig med, hvis du er involveret i en ulykke? Er du i tvivl om svaret? Så har vi her lavet en guide til dig.

Sager, der handler om ulykkesforsikringen, er svære. Ofte er de skadelidte meget påvirkede af situationen. Og som forsikringsselskab er vi en del af de mange instanser, som skadelidte har kontakt med i forløbet efter en ulykke.

Det kan være et kompliceret forløb, hvor skadelidte oveni kæmper med varige spor på krop eller sjæl. Så hvad er det, vi som forsikringsselskab kan hjælpe dig med i forbindelse med en ulykke?

Ulykkesforsikringen dækker varige mén efter en ulykke

En ulykkesforsikring dækker dig, hvis du har været involveret i eller udsat for en ulykke, som giver dig varige mén. En ulykke defineres som en pludselig hændelse. Det betyder, at ulykkesforsikringen kan dække dig ved mange forskellige typer af ulykker.

Her er tre eksempler på, hvad ulykkesforsikringen kan dække:

  • Trafikuheld

    Du er involveret i et trafikuheld, hvor du beskadiger din arm så meget, at du får varige mén. Din ulykkesforsikring giver mulighed for, at du kan få erstatning for dine mén, når ’mén-graden’ er opgjort.
  • Sportsskade

    Du spiller en badmintonkamp, og i et pludseligt retningsskift opstår der en skade i dit knæ. Du har ikke tidligere haft problemer med knæet, og der er tale om en akut opstået meniskskade, som giver dig varige mén. Din ulykkesforsikring giver mulighed for, at du kan få erstatning for dine mén, når ’men-graden’ er opgjort. Vær opmærksom på, at du skal igennem et forløb, hvor vi skal vurdere, om der er sammenhæng mellem den pludselig opståede skade, og dit varige mén.
  • Tandskade

    Du går og arbejder i haven og en skovl rammer dine tænder, så de knækker. Din ulykkesforsikring giver mulighed for, at du kan få dækning, fordi tandskaden er sket i forbindelse med en ulykke, dog med forbehold for at tænderne forud for ulykken ikke var svækkede af eksempelvis behandling eller sygdom.

Du skal altid kunne vise lægelig dokumentation for, at din skade skyldes en ulykke eller en pludselig hændelse, og du skal i visse situationer være indstillet på at gennemgå flere undersøgelser i visse situationer.

Husk derfor altid at have styr på den lægelige dokumentation, når du kommer til skade, bliver behandlet, genoptrænet og forløbet afsluttes.

Hvilke erstatninger indeholder min ulykkesforsikring?

Med en ulykkesforsikring er du altså sikret en erstatning, hvis du pludselig får en skade, der medfører varige mén. Hvis du har valgt en dækning for dødsfaldgiver forsikringen også erstatning til dine efterladte, hvis du dør i en ulykke. Der er altså to former for erstatninger.

Har du i forbindelse med din ulykke behov for behandling dækker vi nødvendige udgifter til behandling hos læge, fysioterapeut eller kiropraktor samt udgifter til anden behandling, eksempelvis psykologbehandling, som en læge har ordineret eller anbefalet. Erstatning til behandlinger kan højst udgøre 7.400 kr. (2022).

Erstatning til dig, hvis du får varige mén, efter en ulykke

Invaliditetssum er den erstatning, du kan få udbetalt, hvis du får konstateret varige mén efter en ulykke.

De varige mén opgør vi efter Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vejledende tabel for méngrader. En méngrad er et mål for de gener, du har fået hver dag som følge af din skade i forhold til at klare en almindelig dagligdag i hjemmet. Méngraden skal opgøres, inden du kan få erstatning. Du skal derfor være forberedt på, at forløbet med at opgøre méngraden typisk tager mindst et år og ofte længere tid, før din sag er færdigbehandlet, og du kan få din erstatning. Det skyldes, at erstatningen først kan opgøres, når en lægelig vurdering siger, at dine gener er ’stationære’ og ikke kan forbedres med mere behandling.

Den erstatning du får, svarer til den procentdel af din sum, som din méngrad er sat til. Ved méngrader over 30 % får du dobbelt erstatning.

Erstatning til dine efterladte, hvis du dør i en ulykke

Ulykkesforsikringen kan indeholde en dødsfaldssum, som du selv er med til at fastsætte, når du køber ulykkesforsikringen. Dødsfaldssummen udbetales til dine efterladte, hvis du dør i en ulykke. Det vil sige, at dør du en naturlig død på grund af sygdom eller alderdom, så dækker ulykkesforsikringen ikke. Her skal du i stedet have en livsforsikring for at sikre dine efterladte en erstatning.

Hvad er mit forsikringsselskabs rolle, og hvad får jeg hjælp til?

Hvis du bliver ramt af en ulykke, starter et forløb for at vurdere, om du kan få erstatning fra din ulykkesforsikring. Først og fremmest skal vi ind og vurdere, om din ulykke er opstået pludseligt.

Forløbet i forhold til din ulykkesforsikring, kan helt overordnet skitseres med 8 trin:

  • Du kommer til skade i en ulykke.
  • Du får behandling og lægelig dokumentation for, at du er kommet til skade.
  • Du kontakter dit forsikringsselskab og anmelder skaden.
  • Du modtager behandling, genoptræning og lignende.
  • Din læge eller behandler vurderer, at din tilstand/dine gener er ’stationære’.
  • Forsikringsselskabets lægekonsulent indhenter journaler og indkalder til en lægeundersøgelse
  • Forsikringsselskabets lægekonsulent opgør din méngrad.
  • Forsikringsselskabet udbetaler din erstatning, hvis du er berettiget til det.

Sådan er forløbet i relation til os. Ser vi det med vores medlemmers øjne, er det ikke altid så ligetil. Hver dag er vi i dialog med skadelidte om deres ulykkesforsikring. Det er ofte samtaler, som bærer præg af, at forløbene efter en ulykke er komplicerede. Lang tids ventetid på hospitalerne, gentagende operationer, sygemeldinger, modpartsforhandlinger, patienterstatningssager osv. Listen er lang, og det at få opgjort méngraden kommer først til sidst. 

Vi kan hjælpe dig lidt på kort sigt

Det er derfor forståeligt, hvis skadelidte ofte er frustrerede, fordi økonomien kan være stram, og man har brug for erstatningen.  Vi kan hjælpe dig lidt undervejs. Indtil højst 2 år efter ulykken, kan vi hjælpe med at dække visse udgifter, som du har brug for i dit behandlingsforløb:

  • Nødvendig transport fra ulykkesstedet
  • Nødvendige udgifter til behandling hos læge, fysioterapeut eller kiropraktor. Nødvendige udgifter til anden behandling fx psykologbehandling, som en læge har ordineret eller anbefalet. Erstatning kan højst udgøre 7.400 kr. (2022).
  • Udgifter til attester, erklæringer eller undersøgelser, som er nødvendige for os for at behandle din sag.
 

Januar 2022