LB Forsikrings almindelige betingelser for e-handel – Juni 2016

LB Forsikrings almindelige betingelser for e-handel – Juni 2016

FORTRYDELSESRET

Har du købt en forsikring, kan du fortryde den indgåede aftale efter forsikringsaftalelovens §34 i.

Fortrydelsesfristen
Fortrydelsesfristen er 14 dage. Fristen regnes som udgangspunkt fra den dag, forsikringen gælder. Fortrydelsesfristen løber dog tidligst fra det tidspunkt, du på skrift har fået oplyst fortrydelsesretten.

Får du fx oplyst om fortrydelsesretten mandag den 1., har du frist til og med mandag den 15. Får du først oplyst fortrydelsesret senere, fx onsdag den 3., har du frist til og med onsdag den 17. Udløber fristen på en helligdag, en lørdag, en søndag, grundlovsdag den 5. juni, juleaftensdag eller nytårsaftensdag, kan du vente til den følgende hverdag.

Hvordan fortryder du?
Inden udløbet af fortrydelsesfristen skal du underrette LB Forsikring om, at du har fortrudt aftalen.

Giver du besked pr. post, er det tilstrækkeligt at sende brevet inden fristens udløb til:

LB Forsikring A/S
Farvergade 17
1463 København K.
Husk at skrive dit policenummer.

Ønsker du at fortryde pr. e-mail, skal e-mailen sendes til postkasse@lb.dk, husk også her at skrive policenumret.

Vil du have bevis for at have fortrudt rettidigt, kan du fx sende brevet pr. anbefalet post og opbevare postkvitteringen.

Hvis du fortryder
Fortryder du dit køb af forsikringen, bliver købet ophævet, og du skal ikke betale noget for forsikringen.

Det betyder også, at hvis der sker en skade i perioden, fra du har købt forsikringen, til du fortryder, er skaden ikke dækket af forsikringen.

BETALING

Du betaler for dit køb på hjemmesiden ved at indtaste bankoplysningerne til den konto, som du ønsker forsikringen skal betales fra.

Beløbet bliver hævet fra din konto, når forsikringen træder i kraft. Senere betalinger bliver hævet på de aftalte betalingsdage via Betalingsservice.

Sammen med betalingen opkræves et ekspeditionsgebyr og eventuelle afgifter til staten. Beløbet er med i den pris, du har fået oplyst, og det specificeres altid ud på den betalingsmeddelelse, du modtager.

Betaler du ikke til tiden, sender vi en påmindelse om betaling og oplyser konsekvenserne af for sen betaling. Samtidig opkræver vi et ekspeditionsgebyr.

Særligt for Forlænget rejseforsikring
En forlænget rejseforsikring er en korttidsforsikring med engangsbetaling. Hvis du ikke betaler til tiden ophører din forsikring, og du modtager ingen rykkere i den forbindelse.

KVITTERING FOR DIT KØB

Når du bestiller forsikringen, får du en kvittering for, at vi har modtaget din bestilling. Du modtager ikke kvitteringen på e-mail, og du skal derfor printe eller gemme denne kvittering.

Fra vi modtager din bestilling, til vi behandler din sag, kan der gå 2-3 uger. Når vi har behandlet din sag, sender vi dig din police, der samtidig er din kvittering for dit køb. Din fortrydelsesret – se ovenfor – løber først, fra du har modtaget policen. Har du behov for at se hvilke oplysninger, du har sendt os, kan du kontakte os.

SAMTYKKE

Når du køber forsikringen, giver du samtykke til, at vi indhenter oplysninger om dig hos andre.

Du kan altid få rettet og slettet eventuelle forkerte og vildledende oplysninger, ligesom du kan trække samtykket tilbage. De parter, der er involveret i din sag, informeres om samtykket.

LB Forsikring behandler alle oplysninger efter persondatalovens regler. Du kan til enhver tid få indsigt i, hvilke oplysninger LB Forsikring har registreret om dig.

IKRAFTTRÆDEN

Forsikringen træder i kraft på den aftalte dag, dog dagen efter, at du har bekræftet dit køb på hjemmesiden.

Vi udsteder en digital police, som vi sender til dit medlemsarkiv, som du kan tilgå via hjemmesiden. Du får et brev med besked, når din digitale police er klar.

Vær opmærksom på, at vi kan have op til et par ugers sagsbehandlingstid.

DIN TIDLIGERE FORSIKRING

Har du ved køb af din forsikring oplyst, at du har en forsikring andetsteds og bedt os om at opsige den, gør vi det. Ellers skal du selv sørge for at opsige eventuelle tidligere forsikringer.

Vær opmærksom på, at din indbo- og rejseforsikring også dækker din evt. samlever, så I kun har brug for én indbo- og rejseforsikring.

FORUDSÆTNINGER FOR PRIS OG VILKÅR FOR FORSIKRINGEN

Sammen med dit køb har du givet os en række oplysninger, vi bruger til at beregne din pris og tjekke, om du kan blive medlem og på hvilke vilkår.

Når du afgiver risikooplysninger i forbindelse med køb af forsikring, er det vigtigt, at du afgiver korrekte oplysninger.

Afgiver du forkerte oplysninger i forbindelse med køb af din forsikring, kan det medføre, at din erstatning nedsættes eller helt bortfalder. Derfor er det vigtigt, at du har svaret korrekt.

SIKKERHEDSPOLITIK

Når du køber en forsikring via hjemmesiden, registrerer vi de oplysninger, du har indtastet elektronisk. Du kan læse mere om, hvordan og hvilke personoplysninger, vi behandler på vores hjemmeside.

TILSYN

LB Forsikring er underlagt Finanstilsynet og er tilsluttet Garantifonden for skadeforsikringsselskaber.

KLAGEMULIGHEDER

Er du uenig i LB Forsikrings afgørelse eller utilfreds med den måde, som vi har behandlet din sag på, kan du kontakte den afdeling, der har behandlet din sag og bede om, at en ny medarbejder ser på sagen. Giver det ikke resultat, har du forskellige muligheder for at klage.

LB Forsikrings klageansvarlige
Du kan klage til den klageansvarlige ved at skrive til:

LB Forsikring
Att.: Den klageansvarlige
Farvergade 17
1463 København K.

Din klage skal indeholde følgende oplysninger:

  • Skadenummer/policenummer
  • Navn og adresse
  • En kort redegørelse for, hvorfor du er uenig eller utilfreds med vores afgørelse.

Vi vil herefter se på sagen igen, og du vil få vores svar inden for 3 uger efter modtagelsen af din klage.

Andre klagemuligheder

Ankenævnet for Forsikring
Ønsker du fortsat at klage over vores afgørelse, kan du indbringe sagen for Ankenævnet for Forsikring. Klager til ankenævnet skal sendes på et særligt skema, du kan bestille hos os. Du kan læse om Ankenævnet for Forsikring og situationer, som erfaringsmæssigt giver anledning til mange klager på
www.ankeforsikring.dk.

Ankenævnet for Forsikring opkræver et gebyr, som betales tilbage, hvis du får helt eller delvis medhold i klagen.

Forsikringsoplysningen
Visse sager kan ikke behandles af Ankenævnet for Forsikring. Det drejer sig bl.a. om sager, der vedrører en modparts forsikringsselskab, fx en modparts ansvarsforsikringsselskab. Her kan du i stedet henvende dig til Forsikringsoplysningen, der kan vejlede dig om, hvordan du kan komme videre med din sag.

Læs om Forsikringsoplysningen på www.forsikringsoplysningen.dk.

Oplysning om EU-kommissionens klageorganer
Når du handler online inden for EU, har du mulighed for at få EU-kommissionens hjælp til at indgive en klage til Ankenævnet for Forsikring.

En klage over en tjenesteydelse købt hos os kan indgives til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens Center for Klageløsning, Carl Jacobsens Vej 35, 2500 Valby. Du kan klage til Center for Klageløsning via www.forbrug.dk.

EU-Kommissionens online klageportal kan også anvendes ved indgivelse af en klage. Det er særlig relevant, hvis du er forbruger med bopæl i et andet EU-land.

Hvis du indgiver en klage, skal du angive vores e-mail adresse: klage@lb.dk. Herefter vil konkurrencestyrelsen eller EU-kommissionen sende sagen til Ankenævnet for Forsikring.

Ønsker du et hurtigt svar, vil det normalt være en fordel at rette henvendelse direkte til Ankenævnet for Forsikring, se ovenfor.

Download
Klik her for at downloade e-handelsbetingelser som PDF

Kurv: [ ]