Nyhedsbrev Q&A

Spørgsmål fra Niels

Spørgsmål
Min loftbeklædning i min stue er faldet ned. Loftet har løsnet sig i et hjørne, og derefter har hele loftet revet sig løst.

Loftbeklædningen består af panelplader, der var fastgjort med 50 mm galvaniserede søm. Loftet har siddet der i mindst 30 år.

Da loftet faldt ned, kom der også skader på gulve og vægge. Kan det passe, at man kun vil erstatte skader på gulve og vægge, men har afvist at betale erstatning for det nedfaldne loft?

Svar
Din husforsikring har en bestemmelse om ”pludselig skade”, og det er den, der har afgjort din sag. For at en skade er ”pludselig”, er det en betingelse, at skaden sker på et tidspunkt, og at både årsag og virkning er øjeblikkelig og uventet.

Vi kan godt forstå, at skaden må opleves som pludselig, når loftet har siddet der i 30 år. Medmindre der kan være en anden årsag til skaden, er det mest sandsynlige, at de søm, som loftbeklædningen var fastgjort med, lokalt har løsnet sig med tiden, fx på grund af fugt.

Svigtet lokalt har bevirket, at tilstødende søm skulle bære en større last, og det har de ikke har kunnet klare. På den måde er der opstået en ”kædereaktion”, som har gjort, at hele loftet er faldet ned.

Det betyder med andre ord, at årsagen, til at loftet er faldet ned, ikke er pludselig, fordi sømmene over tid har arbejdet sig ud.

Virkningen har derimod været pludselig, idet loftet med et er faldet ned. Da årsag og virkning ikke er sket samtidig og på et tidspunkt, er der derfor ikke forsikringsdækning for loftet.

Omvendt forholder det sig med gulve og vægge, hvor både årsag og virkning er sket på et tidspunkt, og derfor er der dækning for det.

Kurv: [ ]