Privatansvarsforsikringen på din indboforsikring
Omfatter erstatningsansvar for skade på andre personer eller andre personers ting, som du eller andre i din husstand bliver pålagt.
Grundejeransvarsforsikringen på din hus- eller fritidshusforsikring
Omfatter det erstatningsansvar, du pådrager dig som ejer eller bruger af ejendommen. Det vil sige de skader, ejendommen eller grunden ”forvolder” og de skader, du ved fejl eller forsømmelse forvolder i forbindelse med vedligeholdelse af ejendommen.
Hundeansvarsforsikringen på din hundeforsikring
Omfatter erstatningsansvar for skade, som din hund forvolder på andre personer eller andre personers ting eller dyr.
Børn kan – på samme måde som voksne – gøres ansvarlige for skader, hvis de har udvist en fejl eller forsømmelse.
Dog kan man ifølge retspraksis normalt ikke gøre børn under 5 år ansvarlige for deres handlinger og pålægge dem erstatningsansvar. Det skyldes, at de indtil de er 5 år, ikke kan overskue konsekvenserne af deres handlinger.
Uanset dette dækker privatansvarsforsikringen dog ansvar for skader forvoldt af børn under 5 år, hvis det manglende juridiske ansvar alene skyldes barnets alder eller manglende udvikling.
Hvis du har valgt en selvrisiko på din indbo- eller bygningsforsikring, er det den selvrisiko, der gælder på henholdsvis privat- og husejeransvarsforsikringen.
På hundeansvarsforsikringen er der ikke nogen selvrisiko. Der er heller ikke selvrisiko på gæstebudsskader, børnedækningen og lån-/lejedækningen.
Skaden skal i første omgang anmeldes til den skadelidtes forsikring. Årsagen er, at der ifølge dansk lovgivning slet ikke er noget erstatningsansvar, hvis skaden er dækket af en tingsforsikring (fx en indbo-, bygnings- eller kaskoforsikring). Det betyder, at den skadelidtes egen forsikring går forud for din ansvarsforsikring.
Er skaden ikke dækket af den skadelidtes egen forsikring, eller får den skadelidte trukket en selvrisiko fra i erstatningen, kan du anmelde skaden til os, og vi behandler sagen på din ansvarsforsikring.
Efter dansk ret er du normalt juridisk ansvarlig, når du ved fejl eller forsømmelse er skyld i en skade. Denne hovedregel står ikke skrevet i en lov, men er opstået gennem mere end 200 års retspraksis.
I nogle tilfælde er du juridisk erstatningsansvarlig, selvom du ikke har udvist en fejl eller forsømmelse. Det er de tilfælde, hvor man ifølge lovgivningen er ansvarlig for skaden, fx i Lov om Hold af Heste, Danske Lov og Mark- og vejfredsloven.
Din ansvarsforsikring har to formål:
Vurderer vi, at du ikke kan pålægges juridisk erstatningsansvar for skaden, tager vi dialogen med den skadelidte om, hvorfor du ikke skal betale det erstatningskrav, der er fremsat imod dig.
Vi anbefaler, at du ikke betaler noget til skadelidte, da du ved at betale anerkender et erstatningsansvar, som du ikke nødvendigvis har.
I stedet bør du anmelde skaden til os, så vi kan varetage dine interesser og vurdere, om du kan gøres juridisk erstatningsansvarlig for skaden.