Få et sundt indeklima

Dit indeklima har betydning for dig, din familie og hjemmets sundhed. Madlavning, tøjtørring, parfume, kæledyr, stearinlys og manglende rengøring er blandt årsagerne til dårligt indeklima.

Vi glemmer ofte at lufte ud og børneværelserne er et af stederne. Læs med her, og få nogle nemme gode råd til, hvordan du kan gøre dit indeklima bedre. 

Luft ud regelmæssigt – også om vinteren

Lav gennemtræk 2-3 gange om dagen i korte perioder på 5-10 minutter ad gangen.

Luft ud i børne- og teenage-værelserne

Vi glemmer ofte at lufte ud i børnenes værelser og specielt efter aftensmaden, osen fra madlavningen siver rundt i huset. Luft ud 5-10 minutter inden de skal sove, så er der frisk luft til natten.

Tør ikke tøj indenfor

Du bør hænge dit tøj til tørre udenfor eller tørre det i en tørretumbler. Tørrer du en sjælden gang tøj indenfor, så bør du gøre det i rum, der har mekanisk udsugning.

Skiftende temperaturer giver kondens

Skiftende temperaturer kan medføre en øget mængde kondens i de forskellige rum i din bolig. Sørg derfor for at have en fast og varm temperatur på 20-22 grader i hele boligen. Det er med til at modvirke en høj luftfugtighed.

Luk døren til badeværelset efter badet

Vi bader i gennemsnit over 6 minutter ad gangen. Det er ofte varme bade, som giver en masse fugt. Det er vigtigt, at du holder døren lukket under og efter badet, og at der luftes godt ud efter badet.

Tænd emhætten, når du laver mad

Får du ikke skiftet luften under og efter madlavning, kan damp og fedtstoffer sætte sig i køkkenet og i de omkringliggende rum. Husk derfor at tænde emhætten gerne 5 minutter før og 5 minutter efter madlavning.

Har du ikke en emhætte, er det vigtigt at åbne vinduerne omkring komfuret og holde dørene lukket til de omkringliggende rum.

Rengøring er godt for indeklimaet

Når du gør rent i din bolig, er det rarere at være der - og det ser ofte pænere ud, men rengøring er faktisk også godt for indeklimaet. Når du støver af og støvsuger, er det med til at give god luft i boligen. Derfor er det god idé at gøre rent mindst en gang om ugen.  

Nymalede vægge og rengøringsmidler afgasser kemikalier. Det er en derfor god idé at købe miljømærkede produkter, der ikke indeholder skadelige kemikalier. Luft derfor også ud, når du har gjort rent med rengøringsmidler, der ofte også indeholder skrappe lugte. 

Stearinlys og duftfriskere

Stearinlys er en af de store syndere for dårligt indeklima – de er hyggelige men ikke sunde. Du kan få gode alternativer til levende lys, fx LED lys, der også kan skabe en flagrende flamme. Duftfriskere er unødvendig kemi i hjemmet – det er bedre at lufte ud. 

Vi bruger op mod 90 % af vores liv indendørs – og dit indeklima kan i høj grad påvirke dit helbred. De mest hyppige sundhedsmæssige konsekvenser er irriterede øjne, hoste, hovedpine, træthed og allergi. I boligen er råd og skimmelsvamp de primære konsekvenser af et dårligt indeklima.

Læs mere om godt indeklima på Sundhedsstyrelsens hjemmeside

August 2021