
Stormflod er betegnelsen for en kraftigt forhøjet vandstand langs kysten, som er forårsaget af stormvejr. Det er Naturskaderådet, der i samarbejde med Kystdirektoratet og DMI afgør, om der er tale om en stormflod og i hvilket geografisk område.
Det bedste forsvar er forberedelse
Se her, hvordan du med den rigtige forberedelse kan forebygge skader ved stormflod.
Har du fået en skade?
Hvis du har fået en skade som følge af stormflod, skal du kontakte os. Du skal efterfølgende anmelde din skade via Naturskaderådets hjemmeside.

Ifølge Naturskadeloven har du pligt til at gøre, hvad du kan, for at forebygge skader ved stormflod.
Flyt indbo – herunder møbler, fra kælder og gulv til dele af dit hus, hvor det ikke bliver oversvømmet, så skaden på dine ting bliver mindst mulig.
Forhindr vandet i at trænge ind – luk døre, vinduer, spjæld mv.
Anskaf sandsække, watertubes og lign. – læg dem foran åbninger tæt på huset for at holde vandet ude. Se film fra Beredskabsstyrelsen om, hvordan du undgår vand i kælderen.
Begræns skaden – ifølge Naturskadeloven har du pligt til at gøre, hvad du kan, for at forhindre, at skaderne bliver værre.
Tjek huset for skader – jo tidligere, du opdager en skade og begynder at begrænse den, jo mindre bliver skaden.
Fjern det indtrængende havvand og vær ekstra opmærksom på kloakvand – du skal for så vidt muligt forsøge at fjerne det indtrængende vand for at begrænse skaden. Du skal dog være opmærksom, hvis der er tale om kloakvand, der er trængt ind i din bolig. I så fald er det vigtigt, at arbejdet udføres af et professionelt skadeservicefirma, da kontakt med kloakvand – fx hudkontakt eller indtagelse af det forurenede vand – kan være sundhedsskadeligt. Du skal kontakte et skadeservicefirma, der kan håndtere opgaven korrekt og sikkert.
Tag tydelige fotos – er der sket skader, er det meget vigtigt at tage billeder af dem som dokumentation. Det er vigtigt, at du tager billeder af alle ødelagte ting, du ønsker erstatning for, inden du smider dem ud. Det giver os mulighed for at vurdere både skaderne og genstandenes værdi før skaden. Husk derfor at tage billeder både tæt på og på afstand samt fra forskellige vinkler.
Brug handsker og gummistøvler – når du rører ved de våde ting.
Luft ud – og undlad at sætte varme på for at undgå skimmelsvamp.
Flyt de ting, som er blevet våde – hvis du handler hurtigt, kan de måske nå at reddes.
Sæt eventuelt en affugter i gang – så fugten fjernes fra rummet/rummene.
Tilkald assistance – kontakt et skadeservicefirma, der kan fjerne vand, igangsætte affugtning af din bolig og hjælpe med at begrænse skaderne på dit indbo.
Før du kan anmelde skaden, skal Naturskaderådet først melde ud, om dit område er omfattet af stormflod. Se hvordan du er stillet ved stormflod i filmen 'Er du dækket af stormflodsordningen', som er produceret af Naturskaderådet.
Hvis du har fået en skade som følge af stormflod, skal du kontakte os. Derefter skal du anmelde din skade via Naturskaderådets hjemmeside - senest to måneder efter, at skaden er sket.
Skader efter vand fra en stormflod er ikke omfattet af din hus-, fritidshus- og/eller indboforsikring.
Det er Naturskaderådet, der afgør, om du kan få erstatning for skader efter stormflod. Hvis du har fået en skade som følge af stormflod, skal du først kontakte os. Du kan læse mere på Naturskaderådets hjemmeside.
Hvis der bliver erklæret stormflod i dit område, kan du søge om erstatning for dine skader. Du skal være opmærksom på, at du skal anmelde skaderne senest 2 måneder efter stormfloden.
Du anmelder skaden på Naturskadebasen.
Naturskaderådet vurderer, om oversvømmelser fra hav og fjord kan anerkendes som stormflod, der giver ret til erstatning efter loven om visse naturskader.
Vi (dit forsikringsselskab) modtager og behandler anmeldelser af stormflodsskader og afgør, om og hvor meget der skal udbetales erstatning, når Naturskaderådet har anerkendt hændelsen i dit område.
På Naturskaderådets hjemmeside kan du se en kort film: ”Er du dækket af stormflodsordningen?”.
Her finder du også information om, hvad der kan dækkes, og hvilke situationer der ikke giver erstatning – også kaldet negativlisten. Du finder listen her.
Naturskaderådet offentliggør desuden på sin hjemmeside, hvilke områder der er anerkendt som stormflodsramte.
Du må gerne sætte håndværkere i gang med at udbedre skaderne efter stormflod.
Du skal være opmærksom på, at du selv kan komme til at betale for reparationerne, hvis Naturskaderådet ikke anerkender skaderne, eller hvis det viser sig, at der ikke har været stormflod i dit område. Hvis du kan få erstatning, bliver den beregnet ud fra taksators opgørelse.
Du skal tage billeder eller på anden måde dokumentere skaderne og eventuelle udskiftede genstande eller bygningsdele, inden og mens du udbedrer skaderne. Dokumentationen skal bruges, når taksator vurderer skaderne.
Vi (dit forsikringsselskab) modtager og behandler anmeldelsen af din stormflodsskade.
Vi sender typisk en taksator ud til dig, der vurderer skadens omfang og afgør, om og hvor meget du eventuelt kan få i erstatning.
Afgørelsen afhænger af en konkret vurdering af de enkelte skader og følger reglerne i den statslige stormflods- og oversvømmelsesordning (lov om visse naturskader). Det betyder, at afgørelsen ikke sker efter dit forsikringsselskabs egne regler.